tirsdag den 23. august 2011

En god løsning, der bare ikke var god nok.

Endnu engang stod vi uden robåd. Endnu engang havde man glemt at kontakte os og spørge om vi kunne flytte rotid.
Som plaster på såret blev vi tilbudt "Sorø"...hvilket vi i andre situationer ville have jublet over...bare ikke denne gang...for vi var fem der ville på søen og i "Sorø" er der plads til fire.. Altså som Janet så glimrende sagde:" En god løsning, der bare ikke var god nok".....
Vi fik "vores" Jubi 75 og kunne komme af sted.

Pia startede ud som styrmand og vi satte kursen mod Parnas...denne rute blev dog lettere omlagt og vi endte ved Banevej. Derefter en smut i Andebugten, hvor Pia og Anne skiftede plads.

Som altid gik snakken om alverdens ting og sager. Sonja, vores fantastiske "vikar" berettede om en vindmølle, hun gennem 20 år havde ejet og beboet et par måndeder om året. Denne mølle lå på Algarvekysten. Sonja fortalte om, at der intet tag var på møllen de første år, det fik hun bygget. Sonja fortalte også om, hvorledes møllestenene blev fragtet ned fra øverste etage og sidenhen blev brugt som bord. Med stort vemod solgte Sonja sin mølle ( da hun mødte Poul?)


Pia og jeg aftalte at jeg skulle skrive referat og vi var helt enige om, at der var tre hovedtemaer. De to var som allerede beskrevet, men var det tredie:

  • Sonja kunne ikke få sit rosæde til at glide
  • Janet der havde været for træt til at se billeder fra lørdagens fest
  • Pia der skulle hjem og overtale Jensen til svedetime light
Jeg kan simpelthen ikke huske det, men at turen var super står soleklart.

Slut-styrmand/ Anne

mandag den 15. august 2011

Roskilde fjord - tur - retur



Så kom dagen, hvor mandagspigerne blev til lørdagsroere og i den anledning var taget på ekskursion til fremmed vand - fjorden i Roskilde. I Roskilde Roklub tog Ilse og Kirsten imod, og de to friske kvinder førte os kyndigt og sikkert ud på fjordens bølger og hjem igen.
Det blev en helt fantastisk dag. Tusind tak til jer, Ilse og Kirsten.


Roning i inriggere er ikke hverdagskost for os Sorødamer og medfølgende mænd, men det viste sig faktisk - efter et par åretag - at være ganske enkelt.

Fra roklubben roede vi ud forbi Boserup Skov og hen til slusen ved Store Kattinge sø, hvor vi indtog frokost med efterfølgende højskolesang. Kisten havde medbragt højskolesangbøger, og vi blev belært om sangen "Ole sad på en knold". Næh, den handler ikke bare om en fårehyrde, der hedder Ole. Nej, den handler om udlængsel og opbrud hos tekstforfatteren selv; Jeppe Aakjær.

Med frokost i maven og en omfordeling af bådepladser roede vi videre nord på i Kattinge Vig, indenom Sivholm og op til de stråtækte huse ved Bognæs, og vi kunne nyde det forholdvis rolige vand i Vigen frem til Askehoved.

Planen havde været at runde Elleore, men bølgerne rullerne lidt for voldsomt ude på den åbne fjord, så i stedet krydsede vi forbi Hesteholme og roede direkte mod Veddelev. Vi havde meget passende sunget om blæsten og Limfjordens vande forinden.

En let støvregn og stærk kaffetrang drev os i land ved Veddelev camping, hvor vi fandt tørvejr under en række fyrtræer og kunne indtage indtil flere eksemplarer af Søren Ryges berømte tv-kringle.

Bådebroen ved campingpladsen gav anledning til en vis bekymring for, om vi overhovedet kunne komme fra borde - og bekymringsrynkerne blev endnu dybere ved tanken om, hvordan vi skulle komme om bord igen. Pudsigt, så lykkedes det, og vi efterlod ingen til evig camping på pladsen.
Den sidste strækning gik langs Frederiksborgvej, hvor vi fik et kig på Strandvejshusene. Ja, de har godt nok en skøn udsigt over fjorden, men hvem gider lige at have en trafiktung hovedvej på den anden side af huset??


En hel dag på fjorden og 19 km blev det til, så vi var noget møre i krop og hoved, da vi var retur i roklubben igen. Men sikke en dag! Sådan nogle må vi have nogle flere af!